Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar for forlaget Forfatterskabet.dk, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

En varm sommeraften i 2016 bliver en ung kvinde myrdet midt under en koncert med superstjernen Rihanna. Kvinden er iklædt hvide englevinger, men hendes krop er brændt til ukendelighed. Hvem er hun? For drabsefterforsker Anna Blaafalk og hendes kollegaer starter nu et hæsblæsende kapløb med tiden i jagten på en vanvittig seriemorder. Samtidig lander et fly fra Dubai i Københavns Lufthavn. Ombord er en af verdens mest eftersøgte terrorister, Omar Assis. Han er kommet til Danmark for at udføre en dødbringende mission.

”Ensom ulv” er første bind i en ny dansk krimithriller-serie om drabsefterforskeren Anna Blaafalk, der lever og ånder for at opklare forbrydelser i storbyens pulserende jungle.

Karaktererne i bogen fremstod alle troværdige og interessante. Anna Blaafalk, som er hovedpersonen er en yngre singlekvinde som brænder for sit arbejde og som fremstår sympatisk. Jeg følte dog ikke rigtigt at jeg fik noget klart billede af hvem hun er som person og jeg kunne godt have ønsket at hun stod lidt mere tydeligt frem, men det kommer forhåbentlig i de kommende bøger i serien. Det er generelt et broget og underholdende persongalleri, særligt i personalegruppen på politistationen, som gav miljøet der et ekstra pift og nogle af disse personer var også med til at løfte bogens alvor til et humoristisk niveau. Særligt vil jeg nævne Seidelin, som lidt er “klassens klovn” og som altid har nogle kvikke bemærkninger og drabschefen Victor Bach, som fremstår lettere gnaven men som på privatfronten viser at han også har en blødere side. IT-geniet Dieter var altså også bare fantastisk og lidt af en original – ham håber jeg vi kommer til at se noget mere til.

Thorsteinsson er god til at beskrive både omgivelser og personer. Det er desuden tydeligt at han har lavet en god research inden tilblivelsen af bogen, som er med til at give en mere autentisk læseoplevelse. Det eneste kritikpunkt jeg har til forfatterens skrivestil er egentlig nogle af dialogerne, som virkede lidt for konstruerede og det blev til tider lidt kikset og utroværdigt. Der er dog også mange andre steder hvor dialogerne fungerer udmærket og jeg kan derfor godt abstrahere fra det.

“Ensom ulv” er en af de krimier som fangede mig fra første side og holdt min interesse helt til sidste side var læst. Vi følger selve efterforskningen af det bestialske mord tæt, samtidig med at vi følger planlægningen af terroraktionen og der kører dermed to forskellige historier, som begge er spændende. Vi får samtidig også et fint indblik i karakterernes privatliv, hvilket jeg er stor fan af, da det giver en mere troværdig og dybdegående læseoplevelse. Der er forholdsvist korte kapitler og hvert kapitel starter med et en tids- og stedangivelse, så læseren hele tiden har et overblik over hvor i historien vi befinder os. Alt dette kombineret var med til at give bogen et konstant højt, men overskueligt, spændingsniveau. Der kommer hele tiden nye interessante oplysninger frem og der er mange overraskelser hele bogen igennem. Jeg kan også garantere at der er noget af et plottwist i slutningen, som overraskede mig meget og som jeg slet ikke havde gennemskuet.

“Ensom ulv” er en krimi som absolut er anbefalelsesværdig med sine interessante karakterer, et godt plot og et konstant højt spændingsniveau.

5 ud af 6 stjerner.

Udgivet af forlaget Forfatterskabet.dk, 2017

Antal sider: 327