Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Fra bagsideteksten:
I morgen skal Rachel Chu giftes, og hun burde være ekstatisk. Alt er som i en drøm med planerne for dagen, og Nick Young er ligeglad med alle sine sensationshungrende slægtninges mening, når han siger farvel til en af Asiens største formuer for at gifte sig med Rachel. Alligevel er hun ked af at hendes biologiske far, som hun aldrig har kendt, heller ikke denne gang deltager i en af hendes livs store begivenheder.
Men pludselig finder Rachel ved et tilfælde ud af, hvem der er hendes far, og hun hvirvles ind i en verden af glitter, skyskrabere og hurtige biler. En verden, hvor folk ikke bare
Min anmeldelse
Den kinesiske forlovelse er anden del af Crazy Rich Asians– trilogien som allerede har taget verden med storm. Jeg var nærmest ubeskriveligt vild med den første bog i serien (du kan læse min anmeldelse af den ved at klikke lige her). Kwan har med dette univers skabt noget helt unikt og det er virkelig svært at forklare hvorfor hans bøger er noget særligt. Som jeg nævner i min anmeldelse af den første bog, Millionæren fra Singapore, er det jo ikke fordi de, når alt kommer til alt, er specielt velskrevne. Der er knaldroman for alle pengene, både hvad angår selve handlingen, men også dialogerne og det er jo normalt ikke en genre jeg er glad for. Men det fungerer bare her fordi det bare er så sjovt og lidt latterligt- og på dette punkt er Den kinesiske forlovelse altså ingen undtagelse.
I den første bog blev vi taget med til Singapores rige elite. Denne gang får vi lov til at stifte bekendtskab med de rige kinesere – og de er altså ligeså langt ude og underholdende som dem vi mødte i Singapore. Der er altså ét eller andet ved de rige asiater der er så dragende. Det skyldes måske deres kontrastfyldte måde at leve på, som har fået mig til at grine mange gange undervejs i min læsning. Det er sgu da lidt åndssvagt at man rask væk byder 200 millioner kroner for et kunstværk samtidig med at man står og tæller sine rabatkuponer op i supermarkedet. Men selvfølgelig – man må jo spare hvor der spares kan, så man har råd til den overdådige livsstil.
Selvom vi bliver præsenteret for nogle nye personer i denne bog er der også et gensyn med flere af personerne fra den første bog i serien, omend nogle af dem træder lidt i baggrunden her. Noget af det jeg ellers synes er fedt ved Kwans persongalleri er at de fleste personer gennemgår én eller anden form for udvikling – bevares, den er ret lille for nogle af personerne, men den er der og det er med til at skabe endnu mere dynamik i historien.
Den kinesiske forlovelse er generelt en bog der leverer ret meget spænding til læseren. Der sker hele tiden fuldstændigt vanvittige ting og bedst som man tror, at nu kan der da ikke opstå mere drama, så er det lige netop hvad der kommer til at ske. Bogen er lidt ligesom de der raketter som bare bliver ved og ved og ved … og så tror man det er slut. og PUF, så kommer der lige lidt flere farver på himlen.
Jeg vil anbefale Den kinesiske forlovelse til læsere der også var vilde med Millionæren fra Singapore. Hvis ikke man allerede har læst den første bog i serien vil jeg absolut anbefale at man læser den først for at få mest muligt ud af historien. Overvejer du om du måske skal gå igang med serien eller er du lidt i tvivl om det er noget for dig? Jeg kan kun anbefale dig bare at gå igang og se om du ikke også bliver ligeså opslugt som jeg har været. De her bøger er altså noget ganske særligt og jeg synes ikke man skal snyde sig selv for muligheden for at opleve den specielle og fantastiske læseoplevelse (dette er dog kun vejledende. Jeg tvinger dig ikke til at læse den. Men hvis jeg var en rig kvinde fra Singapore havde jeg måske gerne bestukket dig med et par millioner for at gøre forsøget – og bagefter ville jeg så gå ud og skære mug-klatten af rugbrødet for at spare pengene det ville koste mig at købe et nyt).
Jeg har endnu engang ingen stor litterær begrundelse for at give denne bog fuld topkarakter, men jeg elsker den simpelthen så meget at jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Jeg har været SÅ underholdt og jeg glæder mig allerede helt vanvittigt til at læse den sidste bog i trilogien!
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Hr. Ferdinand (En del af Politikens Forlag)marts 2019
Antal sider: 451
Oversat til dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Trackbacks/Pingbacks