"Den barske sandhed" af Louise Penny

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Feriegæsterne har lige forladt Three Pines, da en mand findes dræbt i den lokale bistro.
Kriminalkommisæren Armand Gamache og hans team vender derfor endnu engang tilbage til den lille by for at opklare sagen.
Det viser sig dog, at dette heller ikke vil blive en helt enkel sag. For det første er der ingen der kender identiteten på den dræbte. Og hvorfor er han dræbt i den lokale bistro? Og er han overhovedet blevet dræbt der? Har bistroejeren Olivier noget med det at gøre? Eller har de nye tilflyttere noget at gøre med det? Eller er de alle uskyldige?
Alle disse svar og flere til forsøger Gamache og hans team at besvare, mens hele byen holder vejret og afventer at sandheden om mordet kommer frem.

Min anmeldelse

Den barske sandhed er femte bog i serien om kriminalkommissæren Armand Gamache, hans team og beboerne i den lille fiktive canadiske by Three Pines.
De tidligere bøger i serien er:
1. Mørk motiv
2. Nådestødet
3. Døden i april
4. Mordet på Manoir Bellechasse

Mine anmeldelser af de tidligere bøger kan findes ved at klikke på deres titler.

Lige siden jeg mødte Armand Gamache, hans team og Three Pines- beboerne første gang har jeg været helt solgt til disse bøger. Dette skyldes i høj grad miljøbeskrivelserne af livet i den lille landsby og hele persongalleriet, som også i denne bog er helt fantastiske.
Den sidste bog i serien foregik på et luksushotel og ikke i Three Pines, hvilket jeg var en smule ærgerlig over. Men i Den barske sandhed er vi endelig tilbage i den lille by og vi får dermed et gensyn med alle de skønne mennesker der har slået sig ned der – og selvfølgelig Gamache.

Historien er skrevet i datid med personalfortælleren hvor vi skiftevis følger de forskellige karakterer i bogen – både hovedpersoner og bipersoner.
Gamache er stadig sammen med hans hustru, som han helt tydeligt elsker. Jeg har nævnt det før og jeg nævner det igen: Det er altså fantastisk med en kriminalkommissær som ikke er total falleret og har et rodet og dramatisk privatliv. Gamache er så elskelig og har så almindelige problemer i sit privatliv, at han nok for mange er relaterbar på én eller anden måde. Det er absolut ikke fordi der er noget galt med de krimier, hvor hovedpersonernes privatliv er ét stort rod og som har mange ar på deres sjæle – det kan absolut også noget. Der er efterhånden bare så mange af dem, at det er et forfriskende pust med en både helt almindelig og alligevel helt unik mand som Gamache er. Udover Gamache møder vi selvfølgelig også hans team, som også er interessant at lære bedre at kende bog for bog.
Udover Gamache får vi også et gensyn med Three Pines beboerne: Kunstnerparret Clara og Peter, hvor Clara endelig er blevet opdaget som den dygtige kunstner hun er – og Peter skal prøve at acceptere, at han ikke længere er stjernen af de to. Den bryske digter Ruth, som vi efterhånden også er ved at lære som en sjov og følsom kvinde. Den sympatiske tidligere psykolog Myrna, der nu ejer byens lille boghandel. Og selvfølgelig også Gabri og Olivier der ejer byens bistro og bed and breakfast. Særligt Olivier kommer vi tæt på i denne her bog.

Udover de faste karakterer får vi også nogle nye bekendtskaber. Gamaches team får en ny ung mand på holdet, der er flyttet nye beboere til byen – og så er der jo også den mystiske mand, som er blevet fundet myrdet på bistroens gulv…

Spændingsniveauet er som vi kender det fra de tidligere bøger. Den starter ud med en fængende prolog, som med det samme skaber en mystik, der fortsætter hele historien igennem. Plottet er både overraskende og rimelig stærkt og jeg sad hele tiden og prøvede at gætte med på hvad der var op og ned på det hele. Selvom den var spændende nok til at holde mig fanget fra start til slut er det ikke den type krimi hvor spændingsniveauet er voldsomt højt hele vejen igennem og der er ikke en masse action i den. Den er perfekt til en rolig dag på sofaen, hvor man gerne vil underholdes med en god krimi, men hvor man samtidig ikke orker de hæsblæsende og meget blodige krimier.

Kapitlerne er lidt svingende i deres længde. Nogle er relativt korte mens andre er længere, men de fleste kapitler indeholder små afsnit, hvor der skiftes scene. Dette kombineret med et godt og lettilgængeligt sprog, et godt plot og nogle fantastiske miljø- og karakterbeskrivelser var med til at skabe en god dynamik, som gjorde at siderne nærmest vendte sig selv.

Jeg vil anbefale Den barske sandhed til læsere der også er glade for de tidligere bøger i serien. Er man ny læser vil jeg anbefale bøgerne hvis man er til formatet hygge-krimi. Altså krimier som ikke forventer det store af ens læser, hvor man bare kan koble af og forsvinde ind i et hyggeligt univers krydret med lidt mystik. Hvis man i forvejen er glad for formatet i Ruth Galloway- krimiserien og de klassiske kriminalromaner bør man også give denne serie et forsøg, selvom den er noget helt for sig selv.
Den barske sandhed har fået en plads i mit læsehjerte – præcis ligesom de andre bøger i serien. Det er en roman, som i min optik, er noget udover det sædvanlige.